”Det er alvorligt – det helt store beredskab skal i gang …”

Reportage fra VIO’s beredskabsøvelse den 26. november 2019 på Rørvig Vandværk

Klokken er 12.55 en grå tirsdag i november, og en gruppe på 10-12 personer står samlet i en rundkreds på gårdspladsen på Rørvig Vandværk, nogle med en ringmappe eller en tablet under armen. Alle skutter sig og småtripper i den kolde vind, mens de småsludrer med sidemanden. Stemningen er spændt. Der kommer flere biler til, og hver gang der træder nye deltagere ind i kredsen, stiger stemmerne… der hilses. Uret konsulteres hele tiden, mens gruppen spejder efter de sidste biler.

På slaget 13.00 byder formanden velkommen til den første fælles beredskabsøvelse for medlemmerne af Vandfællesskabet i Odsherred. Øvelsens formål, at træne håndtering af og samarbejde i beredskabssituationer, gentages.

Leder af øvelsen, Kim Løcke fra GHT-vandværk, bekendtgør, at øvelsen nu er sat i gang. Deltagerne skal indfinde sig i kommandorummet på Rørvig Vandværk, og gøre klar til med hjælp fra sit eget vandværks beredskabsplan at deltage i håndtering af en krisesituation. Der er ingen yderligere instruktioner. Deltagerne tager overtøjet af, og sætter sig rundt om mødebordet. Mapper, papirer og tablets organiseres, mens der skænkes kaffe og småsludres.

Pludselig afbryder ringetoner deltagernes småsnak. Alle stikker hånden i lommen, men det er Jan, driftspasseren i Rørvig vandværk, der er bud efter. Det er Morten fra analyseselskabet DonsLab, der orienterer om, at resultatet fra den planlagte analyseprøve foreligger, og at der er fundet e-coli bakterier i drikkevandet på Rørvig Friskole og Rørvig Hallen.

”Det er alvorligt – det helt store beredskab skal i gang …” siger Morten fra DonsLab i telefonen. Der er helt stille i lokalet, alle holder vejret og kigger indgående på Jan.

Du kan læse hele reportage fra beredskabsøvelsen her